|
Alex Andersen Ølund A/S har siden den beskedne start i 1964 udviklet sig til at være et af Danmarks førende vognmandsfirmaer med speciale i transport af blomster og andre temperaturfølsomme varer samt stykgods af enhver art. Som moderne vognmandsfirma påtager vi os også en bred vifte af opgaver, som har relation til varedistribution - fra emballagestyring til lønpakning - for en række kunder.
Firmaets grundlag var en lokal fragtrute og en mælketur samt kørsel med sten og grus. I 1976 opfordrede en kreds af fynske gartnere vognmandsparret Elin og Alex Andersen til at begynde med blomsterkørsel. Siden har Alex Andersen Ølund A/S bogstaveligt talt været blomstrende.
Blomstertransporter er blevet virksomhedens livsnerve og vi har løbende udvidet for at kunne følge med efterspørgslen og for fortsat at kunne sikre høj kvalitet og rettidig levering. I løbet af en kort årrække har vi fået afdelinger i Århus og Greve samt et datterselskab i Sverige, Helsingborg. Vi kan være stolte af længe at have været den største blomstertransportør i Norden.
I 2006 opkøbte vi virksomheden Ove Østergaard - Lund ApS, der er et kendt navn i blomsterbranchen og som er den største transportør af danske potteplanter til Tyskland, England, Holland, Belgien og Frankrig. Virksomheden har desuden afdelinger i Holland og Luxembourg. Ove Østergaard - Lund ApS har ligesom Alex Andersen Ølund A/S stor ekspertise i blomstertransporter.
I 2007 flyttede medarbejderne fra de to virksomheder sammen i Alex Andersens hovedkontor i Stige. Sammen står vi i dag stærkt i Europa. Vi er blevet markedsledere i blomstertransportbranchen på europæisk niveau og har skabt et godt fysisk netværk af omlæsningsterminaler, der gør det muligt at lave en effektivisering af transporterne til og fra forskellige steder i Europa og at udføre pakkeopgaver, som kommer vores kunder til gode.
I dag beskæftiger Alex Andersen Ølund A/S på koncernniveau ca. 550 ansatte hvoraf ca. 340 af disse er chauffører, der konstant er på farten. Til udførelse af de mange transporter har vi vores egen vognpark med ca. 220 lastvognstog.
|